Jeg kommer ikke til at blive blogger i netværket Bloggers Delight. Det har ellers i rigtig lang tid været meningen. Men jo tættere jeg kom på selve "flytningen" jo mere har min mavefornemmelse altså strittet imod. Det er jo den man skal lytte til, ikke? I starten virkede det som en god idé. Som blogger kan man få hjælp til tekniske problemer (eller ændringer i layout osv.) og så skal man ikke selv tænke på at forhandle kontrakter osv. med firmaer..
Men som tiden er skredet frem, har jeg bemærket at de forskellige blogs i netværket har været nede i tide og utide og så har der altså været en del tekniske problemer. De problemer har jeg aldrig selv og hvis der opstår noget teknisk på min blog, så er jeg jo velsignet med min helt egen super dygtige programmør :) Så en teknisk fordel er det ikke for mig at være i netværket – tværtimod.
Desværre synes jeg også at netværket er lidt for kommercielt og lidt for upersonligt. Jeg siger engang imellem ja til sponsorerede samarbejder, hvis det er noget som jeg inderst inde virkelig synes er en god idé og hvis jeg mener, det har både min og jeres interesse. Jeg bryder mig ikke så meget om de store annoncer mellem hvert indlæg og når jeg ikke føler at jeg helt kan stå inde for det, så synes jeg kun det er usmart at byde jer trofaste læsere det.
Jeg synes beslutningen har været svær, men jeg synes det er den rigtige. For egentlig kunne det være sjovt at se bloggen få flere læsere derinde. Men jeg har klaret mig rigtig godt indtil nu som selvstændig og det er jeg sikker på, at jeg også kommer til fremadrettet. For mig betyder det meget, at jeg selv har kontrollen over min blog og at det der havner på bloggen, er noget jeg har valgt og ikke mindst kæmpet for. Jeg går ind for, at man arbejder hårdt for at nå sine mål med en positiv kærlighed til det man laver. (Så skal man nok nå sine mål!) Så jeg fortsætter med mine projekter som hidtil, jeg fortsætter med at blogge om det jeg har lyst til, med mit eget personlige layout, som jeg selv har arbejdet mig frem til. Jeg fortsætter som Glitter Amalie fra Glitter Amalie der ejes af Glitter Amalie – og ikke noget andet.
Spændende fremtid
Nu er der heller ikke mindre end to uger til I kan spotte Glitter Amalie i DR sammenhænge - så tilbagegang er der ikke noget af. Det er altsammen spændende! Jeg gør det bare på min måde :)